Menu

Midtals - Hjordkær

image Hjordkær UIF
02. november 2023 kl. 09:33

Midtals - Hjordkær 0 - 1 

Kampens Spiller: Jeppe Barsøe Petersen
Målscorer: Tayfun Ilhan

Jeppe Barsøe PetersenTayfun Ilhan

Kun 3 points tæller!!!

Lørdag var dagen med sidste spillerunde i serie 3, og kampen mellem Midtals IF og Hjordkær UIF var nok den kamp i puljen hvor der var mest spænding og mest på spil! For Midtals var det kun en sejr, og derved 3 points, som kunne redde dem en sæson mere i serie 3. Hjordkær kunne ligeledes også kun bruge 3 points til noget, da de med en sejr kunne spille sig op på 2. pladsen i puljen, og derved kvalificere sig til kvalifikationskampe om oprykning til serie 2!

Så der var rigtig meget på spil for begge hold i dagens kamp, og da første halvleg bliver fløjtet i gang, er det tydeligt at spillerne fra begge hold havde nerver på. Begge hold havde rigtigt svært ved at finde rytme og flow i spillet og fik ofte ikke strikket flere end 3 – 4 afleveringer sammen før bolden skiftede til modstanderen. Midtals havde bolden det meste af tiden og kom også tættest på at få produceret seriøse målchancer dog uden at blive rigtig farlige og uden at score. Hjordkær var som altid farlige i omstillingen og forsøgte med flere slangehug at få bolden ind bag ved Midtals målmand, dog også uden at lykkes med dette. Kampen var egentlig ikke hårdt spillet, dog var der saft og kræft i taklingerne og der blev ofte snakket med store ord fra både Midtals og Hjordkær, og det endte også med et par gule kort til begge hold.

0-0 var resultatet ved anden halvleg start og nerverne var det samme som ved kampens start. Halvlegen udvikler sig som første halvleg og der er ikke meget kønt spil at komme efter i kampen. Trods dette var der en kæmpe stemning på stadion i dag, da Midtals havde en 30-40 tilskuere på deres sidelinje og det samme havde Hjordkær, og begge lejre var med til at skubbe holdene frem i dag, vildt fedt. Vi vidste inden kampen at Midtals var tvunget til at skulle satse på et tidspunkt, i og med de ellers ville rykke direkte ud af serie 3 og ned serie 4, derfor var taktikken at vente på deres udspil, uanset hvor længe de turde vente. Og ganske rigtigt, med 10-15 minutter igen turde Midtals træner ikke at vente mere, og de begyndte at sende ekstra spiller frem i angrebet. Men da vi havde et velspillede forsvar i dag, var det ikke noget som skabte yderligere problemer for os. Tværtimod åbnede det nu endnu mere op for omstillingsspillet og vi bliver farlige med 3 store chancer hvor vi burde have puttet en enkelt eller to ind, men vi var ikke kyniske nok i chancerne og får ikke scoret. I det 89. minut får vi et hjørne, som bliver taget hurtigt inden Midtals er kommet på plads, og Tayfun Ilhan stiger til vejrs og sætter pandebrasken på bolden, 0-1 til HUIF! Der udbryder, forståeligt nok kun på Hjordkærs side, en kæmpe jubel og fejring af målet. 0-1 er nok til at sende os op på 2. pladsen! Midtals smider i de sidste par minutter alt frem og satser hele butikken, de bliver også farlige, blandt andet redder Lasse Unger en på målstregen. Men 3 minutter efter vores scoring fløjter dommeren kampen af, og den ender 0-1 til HUIF, og 2. pladsen er for anden serie 3 sæson i træk sikret!

Der skal lyde en kæmpe respekt til Midtals som i dag ikke spillede som et nedrykkerhold med som et tophold, og vi håber snart at se dem i serie 3 igen. For Hjordkærs vedkommen så forlænger vi nu vores sæson med minimum en uge, da vi skal møde Starup UIF på lørdag den 4. november kl. 13.00 på kunstbanen i Vojens. Starup er også sluttet som nr. 2 i deres serie 3 pulje efter en meget flot sæson, så der venter os en meget svær modstander på lørdag. Vinderen af kampen lørdag skal så mødes Seest, nedrykker fra serie 2, weekenden efter. Så hvis I mangler noget at lave på lørdag, så tag turen op til Vojens og støt Hjordkær spillerne frem til sejr!

Håber vi ses!

Kampfakta:

35 minut: Gult kort Midtals

46 minut: Gult kort Michael Sørensen

65 minut: Gult kort Nicolai Meineche

89 minut: 0-1 Tayfun Ilhan (Assist: Rasmus Thy)

Kampens spiller: Jeppe Petersen

Luk